Demokratiets rødder

Platon (427-347 f.Kr.) var en græsk filosof, elev til Sokrates og læremester til Aristoteles. Han var med til at skabe mange af de tanker, vi har om demokrati, i mange af de vestlige lande den dag i dag.

Platon var elev til filosoffen Sokrates, og delte mange af hans synspunkter. Platon følte, at det var hans pligt, at fortælle videre om Sokrates holdninger.

Platon mente, at det var vigtigt, at man vidste og ikke troede. Ud fra den tro mente han, at ikke alle skulle bestemme, men kun dem der var lærte. Han var nemlig bange for, at demokratiet ville blive til et ''pøbelvælde''. Det betyder at flertallet har magten, men at der er ingen der ved, hvordan man skal bruge den.

 

Platon udformede en idealstat, som var et harmonisk samspil mellem fornuft og begær. Platons idélære har haft uvurderlig betydning for europæisk filosofi og husholdning helt til vores tid. Det kunne deles op i to: dobbelt natur, som var en ydre-fænomen-side, som vi kan sanse. En indre-idé-sider, som vi kan ane ved intuitions hjælp. Platon er al idealismes fader.

 

Efter Sokrates' død åbnede Platon et akademi, et slags gymnasium for mænd. Det var der han mødte eleven Aristoteles.

 

Det demokrati vi har i dag er, en kombination af mange græske filosoffers tanker, men de er især påvirket af Platons tanker. I vores demokrati er det nemlig, flertallet som bestemmer, hvem der skal tage de vigtige beslutninger for os. På den måde er det ikke flertallet, der har magten, som Platon frygtede. Man har dog stadig noget at sige om, hvordan ens samfund kommer til at se ud (repræsentativt demokrati).